fredag den 24. oktober 2014

Q rage - courage - mod.
 - Af Lukas Hainer Kjær.

Det er klart, at mange synes, at Felix Baumgartner er modig. "Han sprang jo fra rummet! Det ville jeg aldrig turde". Præcis. DU ville aldrig turde det. Men gør det ham modig? Hvis det ikke var grænseoverskridende for ham, var han så stadig modig? Eller er det bare os, der ser det som modig, fordi vi aldrig ville turde det. Men hvis det så er sådan... Betyder det, at der ikke er nogen klar definition på ordet; "modig", men at det er forskelligt fra person til person?
Hvis man læser definitionen af ordet, står der ikke noget om, at det har noget at gøre med selve personen som gør det modige.

Hvis man spørger en person: ”Hvem af de følgende personer er modigst: En mand som aldrig har optrådt før, der optræder for 50 mennesker, eller en mand der har optrådt mange gange, der optræder for 2000 mennesker?” Hvis man tager definitionens (”Ikke at være bange for, at udsætte sig selv for farer, løbe en risiko eller blive udsat for misbilligelse.”) svar på spørgsmålet, vil man svare den anden mulighed (manden der optrådte for 2000 mennesker). Fordi det jo tydeligt at se, at det er den mulighed, hvor manden præsterer mest. Men svaret man får fra langt de fleste personer, vi spurgte, er faktisk den første mulighed (manden der optrådte for 50 mennesker). Fordi han jo overtrådte sine grænser mest. Så passer definitionen af ordet, slet ikke? Har mennesker ændret ordets betydning?

Men hvad passer så? Hvis vi mener at ting tilhører til dem, som bruger dem og ikke til dem, som skaber dem, så betyder mod: ”Evnen til at gå over sine egne grænser”. Men vil det sige, at man ikke kan være modig uden at være bevidst om det?
Hvis det står til flertallet; Nej.
Man kan godt gøre noget, som man ikke selv synes er modigt, mens andre sagtens kan synes, at det er modigt. Hvorimod flertallet også sagde at mod gik ud på at overskride sine egne grænser. Så flertallet har lige modsagt sig selv?
Ja.
Man kan ikke være modig, uden selv at være bevidst om det, hvis det er mod at overskride sine egne grænser. Hvilket så betyder at mod er en følelse man selv har: Du er kun modig, hvis du selv synes det. Hvis du ikke synes det, er du ikke modig.
Hvis ”mod” altså er en vidt forskellig ting fra person til person. Hvis en person synes, at det er grænseoverskridende for personen, at hoppe ned fra et bord, er det modigt. Men siden det overhovedet ikke er grænseoverskridende for en anden person, tænker den anden person slet ikke over, at den første person faktisk var rigtig modig.
Lad os gå tilbage til spørgsmålet om optræden. ”Hvad er modigst...”. Kan ting være mere modigt end andre ting? Er der et modighedsniveau? Det er rigtig svært at bedømme, da alt faktisk kan være modigere end alt andet. Det kan sagtens være modigere at tage et skridt, end at springe i faldskærm. Men for at bedømme det, skal man være personen selv.

Så alt i alt. Hvad er mod? Du bestemmer.

Fra sygeplejerske til sexarbejder

Fra sygeplejerske til sexarbejder


af Frede, Jakob-Emil og Oscar

Alle har en forestilling om det at være prostitueret, men er det nu også den rigtige forestilling vi har. Er det bare en sidste udvej at være prostitueret? Er det også et seriøst erhverv? Kræver det mod eller er det bare for dem der har mistet det.  


Susanne
49 år og prostitueret. Den beskrivelse passer til Susanne Møller. Det politisk korrekte ord for hendes erhverv er sexarbejder. Hun bruger en gang i mellem ordet ‘luder’ men det kan for mange virke stødende. Hun har tidligere været sygeplejerske i 15 år, men ville prøve livet som prostitueret. Efter et halvt år havde hun tjent så mange penge at hun blev momsregistreret, og valgte først der at blive sexarbejder. Hun har i dag sin egen klinik, og har været sexarbejder i 9 år, og hendes liv udenfor arbejdet er ligeså normalt som før hun blev prostitueret. Hun har stadig sin mand og sine tre børn efter de 9 år. 

Prostitueredes rettigheder

I Norge og Sverige har de kriminaliseret købet af sex, hvilket gør det meget sværere at være sex arbejder. I Danmark er det ikke ulovligt at købe og sælge sex. Sexarbejdere skal betale skat, men det er ikke et anderkendt erhverv og de har ikke rettighederne der følger med når man betaler skat. Det gør forholdene sværere for sexarbejdere, og det vil Susanne gerne lave om på. Derfor har hun valgt at gå offenligt for at kæmpe for sin sag. For Susanne krævede det ikke det store mod at blive prostitueret. Det at kæmpe for de prostitueredes rettigheder og for ikke at kriminalisere køb af sex i medierne krævede meget mod.
Hun har nu valgt at træde ud af medierne, fordi hun ikke syntes det gjorde en forskel, og hendes børn ikke syntes om det.

Familie og venner
Da Susanne startede med at være prostitueret, vidste hendes venner og familie ikke noget om det.
Hun fortalte det først til vennerne og derefter familien. De kunne alle godt se at hun ikke havde forandret sig, og ikke var blevet stof-afhængig. Hun havde det stadigt godt med sin mand og sine tre børn, så det var ikke et problem. Det krævede mod for Susanne at fortælle familie og venner om hendes arbejde, og de har ikke lyst til at gå rundt og snakke højt om det. 

Vold mod sygeplejersker og prostituerede?
Susanne har aldrig oplevet nogle dårlige episoder eller nogle væmmelige kunder. Der er mange fordomme omkring at kunderne er grove og tror de kan få alt det de vil have. Men Susanne fortæller at kunderne er meget respektfulde, taknemlige og måske sødere end de normalt er. Men det er ikke alle kunder som Susanne kan kommunikere lige godt med. 
Der er lavet undersøgelser med vold blandt prostituerede i klinikker. 2% af prostituerede som arbejder i klinikker eller bordeller bliver udsat for vold, hvor 8% af sygeplejesker bliver udsat vold.

Massage
Jobbet som sex arbejder kan være på mange forskellige måder (hvad man selv bedst kan lide). Susanne fortæller at hun selv var blevet træt af det almindelige sex og tog derfor en uddannelse som massør for to år siden. Susanne giver kun seksuel massage, som hun syntes er vældigt interesant.


torsdag den 23. oktober 2014

Parkour

af Gustav og Asger
Formålet med parkour
Parkour er en sport, det kræver rigtig meget fysisk. Formålet ved at dyrke parkour, er det der med at komme in i et flow, en rytme nærmest, hvor man kan komme hurtigst muligt fra et sted til et andet. Parkour kan dyrkes overalt, i stort set alle terræner. Det er nok stadig mest set inde i byer. Alle de forhindringer der kommer undervejs på sin vej, er egentlig bare nogle ting, man skal komme forbi, over, under, igennem eller andre måder. Og det må også gerne se lidt fedt ud.
Når man dyrker parkour, har man kun kroppen som sit hjælpemiddel til at komme afsted. Der er ikke noget, man skal have med.

Mod
Det kræver meget mod, at lave nogle af de tricks og hop, som man kaster sig ud i, når man udøver parkour. Det første spring, første gang man skal lave noget, kræver altid mod. Men efter de første gange, hvor det kræver mod, er man måske blevet bedre til det, og det har lykkes nogle gange. Selvfølgelig er der altid mulighed for, at man fejler.

Parkour er livet
Dem der udøver parkour og virkelig går op i det, mener at det næsten er deres liv. I hvert fald lige imens, man er i gang. Man tænker ikke på andet. Det hjælper folk med at glemme deres hverdag, lige komme væk i nogle timer. Det gode er også, at man slet ikke tænker på andet. Man prøver ikke engang ikke at tænke på hverdagens problemer. Det kommer af sig selv.

Parkour interviews
Springet

Når man skal til at tage et spring føler man sig virkelig levende. Jeg begynder at trække luften dybere og langsommere. Jeg koncentrerer mig om at placere mine hænder rigtigt, når jeg langsomt klatrer opad. Når jeg er deroppe, kigger jeg nedad i omkring tre sekunder. Så får jeg med vilje overbalance og giver langsomt slip. Faldet sker af sig selv. I de få sekunder faldet sker, placerer jeg mine ben rigtigt, klar til at lande. Jeg lander og ruller rundt for ikke at overbelaste mine ankler og knæ.


Kids test





Korset i krig.


af Karl-Emil og Joachim



År 2013/2014 tog Ole Bach Piekut til Afghanistan for at være feltpræst for over 30 tusind mand. 

Oles opgave var at være præst dernede og være en slags kontaktperson man kan snakke med om alting. Det kunne være, hvis det ikke gik så godt med konen derhjemme, eller hvis de havde angst for at miste livet. Det kunne også være gode ting. Der var f.eks en der fortalte, at han lige havde fået at vide han skulle være far, fordi han havde fået gjort kæresten gravid, inden han tog afsted.

Herunder kan du læse lidt fra hans seneste tur:
"Det var meget overvældende lige da vi landede, fordi lige så snart man lander der nede kommer man direkte ud et sted, hvor der er krig. Der flyver helikoptere rundt over hovedet på en, samtidig var der skydebaner hele vejen rundt om lejren, som var i brug konstant. Det var verdens største lejr med over 30.000 mand. Og så er der 45 grader varmt. Lige efter man stiger ud, får man sit udstyr på, som er en skudsikkervest, hjelm, et skarptladt gevær og en taske med tourniquerer, som man bruger, hvis man har fået sprængt et ben af, eller lignende. Fordi det var sådan sikkerhedsprotokollen lød."

"Lige fra begyndelsen var man bare på og havde ingen pauser. Hele tiden skulle man tage beslutninger, der gjalt liv eller død. De beslutninger kræver meget mod at tage."

"Allerede efter den første uge måtte vi sende den første mand hjem, fordi han ikke kunne klare presset. Det blev simpelthen for overvældende for ham. Men det kræver meget mandsmod bare at tage beslutningen om at tage afsted hjemmefra og derefter at tage afsted."


"Fra første dag var man bare på, man havde hele tiden noget at lave. Det er en meget skræmmende virkelighed at møde. Det mest skræmmende var at køre gennem områder hvor der fløj kugler om ørene på en og eksplosioner overalt samt landminer. Heldigvis sad jeg øverst i køretøjet, hvor det er sikrest at sidde."




“Jeg tog afsted, fordi jeg synes, det er min pligt at hjælpe, hvor jeg kan. Danmarks trusler ligger udenfor landet, så jeg tog derned for at hjælpe med at sikre danmarks fremtid og verdensfreden. Det med at sidde derhjemme og gøre ingen ting er ikke mig.
Det sværeste var at sige farvel til min kone og børn, men jeg kunne godt fordi jeg elsker dem.”

“Det bedste ved turen var nok at realisere, hvor meget der faktisk var brug for en felt præst. Det var en super fed oplevelse, for nogen som gerne vil lidt mere end det normale. Jeg har her de seneste år været dernede 3 gange, så det bliver ikke min tur lige foreløbigt. Men hvis der bliver en fremtidig operation, så er jeg klar til at hjælpe.”

“Selvom det var en super fed tur, så vil jeg dog helst være præst her hjemme i mit sogn. Jeg kan godt lide omgivelserne og folket i området. Det er vigtigt at være let at få fat på, når man er præst. Det er også derfor jeg bor på præstegård lige ved siden af kirken.”


Efter turen føler Ole sig meget mere beslutningsstærk, og i svære situationer skal der mere til at slå ham ud af kurs.





Fyring gav sparket til start af egen virksomhed

En enkelt mand har turde tage skridtet og starte sin egen selvstændige virksomhed. Vi har været ude at besøge virksomheden NHstål.


Efter han blev fyret fik han modet til at starte sin egen virksomhed. Han havde tænkt på det i mange år, og nu havde han jo brug for arbejde. Efter 6 måneder var hans virksomhed startet. Virksomheden har nu eksisteret i 27 år med den samme ejer, han hedder Mogens og er 64 og kører stadig forretningen. Mogens har arbejdet inde for smedebranchen i 16 år før han startede virksomheden. Før arbejdede han i Farum på Nordsjælland. Han flyttede til Vester Skerninge, fordi hans familie boede i nærheden.
Et lille projekt de lavede for sjov
Han startede NHstål med støtte fra sin kone Hanne, og opfordringer fra tidligere arbejdsgivere.
Hans virksomhed skærer, bøjer og klipper i alle materialer f.eks. træ, plastic, og forskellige metaller.
Da han startede havde han allerede et par sikre kunder, og har fået flere ligesiden. Men han kan ikke så godt lide den kontakt han har med sine kunder nu. Eller rettere sagt den kontakt han ikke har. De fleste ting sker over computeren idag, og dengang havde man mere face to face kontakt med kunderne. Han har især fået flere kunder efter han i 2003 fik en vandskæremaskine, som nu er deres hovedbeskæftigelse.
Vandskæremaskinen
Efter årene syntes han at det er blevet sværere og mere krævende at have en virksomhed. Så idag syntes han at det er rigtig modigt at starte en virksomhed, men dengang var det ikke det store. Han syntes det er mere modigt idag fordi at der er meget strammere krav til en virksomhed, og priserne er pressede.
Han har nu arbejdet der i 27 år, og er ved at være klar til at give virksomheden videre. Om 2 år vil han gerne gå på pension, men vil også gerne have sikret at NHstål kører videre.


skrevet af Signe Callesen og Emma Rasmussen


Økologien får sin egen landsby

65 mennesker på Fyn har taget økologien til det næste level, og har lavet en landsby der prøver på at leve udelukkende af, hvad de selv dyrker.


Fælleshuset hvor de bl.a. spiser aftensmad sammen.
Den Selvforsynende Landsby er en lille landsby i Hundstrup, som prøver så godt som muligt på at være selvforsynede, hvilket navnet også siger. Stort set alle deres grøntsager, de spiser, er nogen de selv har plantet, og de har også deres egne dyr, som de selv slagter, og det hele er økologisk. Alle dem der bor i landsbyen er meget glade for det fælleskab, de har, så det er også en stor del af det. Der bor 30 voksne og 35 børn i landsbyen. Faktisk har landsbyen 10 års jubilæum i år.


Høns i landsbyen




Vi ankommer til landsbyen om formiddagen, så der er lidt tomt, men så snart skole og arbejde er forbi, vil det myldre med børn og voksne igen. Vi går lidt rundt i landsbyen og kigger på alle de flotte huse, der er. En del af beboerne i landsbyen har selv bygget deres huse, hvilket gør dem mere spændende at kigge på. Selvom vi er ankommet uden nogen aftale, så stødte vi vi alligevel en imødekommende nordmand ved navn Erik, som har boet her i landsbyen i 5 år nu. Modet i det her projekt er i følge ham, at der ikke er så mange, der gør noget lignende, så det har krævet noget mod at kaste sig ud i at flytte fra det normale og prøve på at starte en økologisk landsby op. 


Erik
“Hvor lang tid bruger I foran skærme?” spørger vi ham. “Jeg tror, vi bruger lige så meget tid som en helt almindelig familie.” Han smiler venligt til os og siger at vi måske kan få noget mere information fra Pia og peger over i retningen af hendes hus. Hun går lige nu ude i sin have og fodrer høns, og vi går over og spørger hende om vi må stille hende nogen spørgsmål. Hun svarer med det samme “Ja da,” og hun smiler stort på trods af, at det er tidlig morgen. Pia flyttede til landsbyen for 7 år siden og bor her nu med hendes mand og tre børn.






Pia
“Hvordan fandt I modet til det her projekt?” Hun tænker kort over det og svarer så: “Nu er det jo ikke mig, der startede det, det var en anden gruppe. Men dét med vores hus for eksempel; vi havde set, at nogen af de andre i landsbyen byggede deres huse selv, og så tænkte vi, at vi også kunne.” Nu står der så et flot, men anderledes hus tæt på parkeringspladsen, som Pia og hendes familie selv har bygget.
“Hvorfor økologi?” Til det svarer hun, at hun synes det er mere end bare økologi. Det er meget bæredygtigbredt, f.eks. fordi at op til flere af beboerne i landsbyen har solceller og solpaneler. Men ellers bare fordi, de gerne vil støtte op om en god sag, frem for at vælge at spise konventionel mad.
“Spiser I nogensinde usundt?” Hun griner lidt og siger så: “Ja, det gør vi da. Når vi skal have karrysild for eksempel. Og selvfølgelig også når vi skal hygge med noget slik eller chips om aftenen.”

Vi takker for interviewet og får lov til at gå lidt rundt og kigge, og vi møder en masse får på en mark i landsbyen. Senere finder vi også fåreskind, der ligger og bliver saltet, som er endnu et bevis på deres forsøg på at gøre de fleste ting selv. De har også en stor køkkenhave og et stort drivhus. Det blomstrer ikke så meget nu, men i sommers var der en overflod af forskellige grøntsager og blomster. Nu er det kun nogen enkle blomster og nogle kartofler, der er tilbage.

Fotograf: Selma Louise Østrup Kangas-Kärki.
Journalister: Adam Ellalafi Leth, Emma Rasmussen, Signe Callesen og Karla Catriona Kramer Bro-Rasmussen.

Jeg tænder på kvinder!


Anne sprang ud som homoseksuel som 20 årig. Hun havde ikke haft en mandlig kæreste før at hun opdagede hun var homoseksuel. Anne fandt ud af, hun var homoseksuel på en rejse til Tyskland.


Hvordan reagerede dine venner og forældre på det?
Altså de reagerede sådan set meget fint, mine venner var også meget positive. Der var ikke sådan noget specielt ved det. Altså mine forældre de skulle lige tænke lidt over det.

Hvad var det sværeste ved at fortælle det til dine venner og familie?
"Altså venner det var ikke så svært, det blev bare hurtigt sådan helt normalt og naturligt for dem.
Så det var ikke så specielt, at jeg fortalte det til dem. Det var bare sådan at sige, jeg er lesbisk!
og det er bare sådan, det er og der blev heller ikke stillet nogen spørgsmål efter det."

Var der nogen der havde en mistanke?
"Nej det tror jeg kke, men man kan sige det miljø jeg gik i, der var det ikke uåbent at være lesbisk at man måske sprang ud, så det var ikke sådan det kom bag på nogen."

Hvordan var det at springe ud af skabet?
"Det var ikke nogen svær proces. Altså jeg var i udlandet på det tidspunkt, og langt hjemme fra og blandt mennesker som syntes det var meget normalt at være homoseksuel, så det var ikke så svært at forholde mig til mit gamle miljø og mine gamle venner, så lige det med at springe ud og omkring det, det var ikke sådan specielt svært. Når man er i sådan et miljø, som er meget acceptabelt, så vender man sig til, at det er helt normalt."


Hvornår sprang du ud som homoseksuel?
"Jeg var 20 år, tror jeg, og det var i Tyskland."


Føler du på nogen måde du skiller dig ud?
"Nej, nu er I selfølgelig lidt yngre end mig. Og jeg har levet med det her i 20 år, og der er også sket en stor udvikling i samfundet i det at være homoseksuel. Det er ikke rigtig et parameter i folks bedømmelse mere på nogen måde, altså det bliver ikke sådan taget negativt op på nogen måde. Det er heller ikke et parameter man bruger når man skal møde mennesker og skal præsentere sig selv. Man kan også se det rigtigt meget sådan, som det er meget samfundskulturelt, altså ligesom den måde man skriver bøger og film på idag om homoseksuelle. Altså det er jo bare jo mennesker med deres eget køn, altså to kvinder eller to mænd, altså problematikken kunne lige så godt havde været opstået mellem et hetero seksuelt forhold, så på den måde udvikler tingene sig, at man ikke er så bange for at snakke om det, det bliver så normaliseret. Der er heller ikke ret mange, der stiller spørgsmål omkring det."


Har du nogensinde oplevet noget negativt omkring det?
"Nej det har jeg faktisk ikke. Nu flasher jeg jo ligesom heller ikke min seksualitet specielt meget. Hverken da jeg var heteroseksuel eller nu, altså jeg tror når man er ung og når man skal springe ud, er det er jo lige så meget følelsen af seksualiteten."


Har du nogen børn?
"Ja jeg har to børn på 2 og 3 år.''


Har du en kone?

''Ja, det havde jeg engang, men nu er vi skilt."

Hvad sagde folk til du fik børn som lesbisk?
"Overhovedet ikke noget, der har overhovedet ikke været noget negativt omkring det, og

jeg har fået sådan nogle positive kommentarer, altså på den måde snakke om børn og snakke om hvor store de er og hvilken hårfarve de har, og øjenfarve de har. Så har de det også med nogen gange at spørge ind til, hvordan er det nu din kone ser ud. Altså det syndes jeg sådan er stort set lige gyldigt, for hun er jo ikke biologisk mor, til mit barn, jeg har født. Hun er ikke sådan en biologisk halv del til mit barn. Så det kommer sådan helt naturligt til folk at spørge, sådan hvordan din kone ser du."


Var det svært at finde ud af, hvem der skulle føde børnene?
"Altså nu var jeg lidt ældre, og jeg var lidt mere etableret på arbejdsmarkedet, og det var bare sådan meget naturligt at det var mig, som der nu havde en uddannelse på arbejdsmarkedet"

Hvad syntes du om at folk flasher sin seksualitet?
"Det syntes jeg er fint, altså jeg har ikke selv noget behov for det. Altså og jeg er overhovedet ikke fordomsfulde for dem der gør det, for jeg har ikke sådan lyst til at have det sådan."

Er det sværere at finde en lesbisk kæreste?
"Ja, det er det, da der ikke er så mange homoseksuelle, så har vi alle sammen også præferencer så på den måde bliver segmentet jo mindre. Nej, det er ikke særligt let, men heldigvis findes der jo dating sites og forskellige websides, og så er Danmark heller ikke særlig stor."

Hvad vil du sige til unge? Vil du bare sige de skal springe ud i det?
"Ja, det tror jeg, der er jo ikke noget farligt i det. Hvis man har lyst til det, så skal man da prøve, det ville være ærgerligt at tænke på det, så ikke gøre det. Men det er jo aldrig for sent, fordi man venter i 10 år, kan man ikke gå ind af den dør, for det kan man altid. Der er jo også mange der gerne vil eksperimentere med det, at der er nogen der virkelig har ligesom valgt at sige, nu er jeg homoseksuel og nu skal jeg prøve. Men der kan jo også komme en masse sårede følelse med en person, man er sammen med, som måske har en anden indgangs vinkel til det. At de måske siger, at det bare er noget, de skal prøve af."

Er det ikke svært hvis man er forelsket i en kvinde, og hun så ikke er til piger.
"Ej, så forelsket i en kvinde har jeg ikke været før. For det første så er der ikke så mange homoseksuelle i min branche, men jo der er da som heteroseksuel så har man jo en eller anden ide om at der ikke er noget i vejen med seksualiteten, men der er jo altid et eller andet med personen, så hvis man godt kan lide hinanden, så kommer det nok helt naturligt, så vil man også mærke en gensidig følelse for personen"

Men det må da være irriterende, at personen ikke kan give det en chance på grund af seksualiteten?
"Ja, men man kan sammenligne med, at man kan forelske sig i mange personer, også nogen man ikke kan få fat i, som også er inde i seksualiteten. Det er en lærer, træner eller superstjerne. Man skal ikke lade sig sådan påvirke af det med seksualiteten på den måde, altså der er jo rigtig mange, der kun har været sammen med en, kan man sige. Fordi man forelsker sig i den person. Men hvis man ikke kan være sammen med den person, så kan det være hun går tilbage til en mand eller en som ikke har været homoseksuel hele livet, som har levet et langt liv som hetero, men som ikke rigtig har tænkt over det, men alligevel bliver forelsket i en kvinde."

Da du var 20, havde du så været sammen med en mand?
"Nej, det havde jeg faktisk ikke, det prøvede jeg bag efter. Men altså nu hedder det jo seksualitet, men det er jo også følelser som starter det hele."

Og nu er du altså kun til kvinder?
"Ja det er jeg, men hvordan man altså skelner mellem de forskellige ting. Det er jo ikke fordi, jeg kun tænker sex, altså ja det kunne jeg godt. Men jeg ville aldrig kunne forelske mig i en mand, så man altså kalder sig biseksuel."

Hvordan fandt du ud af, at du var lesbisk?
"Jeg tror bare... en bevisthed om hvilke følelser, der ligger i en. Fra man begynder at føle, om det så er næste kærlighed, veninde kærlighed, moder kærlighed, fader kærlighed, søskende kærlighed eller seksuelt. For på et tidspunkt der begynder man at finde du af hvad de der forskellige følelser de ligger rettet hen imod, og så har man bare en bevidsthed den dag, hvor man finder den rette person."

Blev du forskrækket over du var lesbisk?
"Ja, det gjorde jeg i starten, hvor jeg begyndte at mærke, hvor det bar hen af, og det blev jeg lidt overrasket over og skulle bearbejde det inde i mig selv, og prøvede på at komme lidt væk fra miljøet, for det bliver man lidt påvirket af."


Skrevet af: Karoline Møller Kærbye, Emilie Hjortshøj Vest, Sofie Guldhammer Skou, og Signe Gibe Pedersen.